Nyheder AKM

Andelshaverne stemte for fusion mellem AKM og AKS

24.02.2022

AKM og AKS afholdt ekstraordinære generalforsamlinger torsdag d. 24. februar. Begge steder var der ét punkt på dagsordenen: En afstemning om fusion mellem de to fabrikker.

Bestyrelserne har i længere tid undersøgt mulighederne for et tæt og forpligtende samarbejde mellem AKM og AKS, og det arbejde resulterede i, at der d. 25. januar blev offentliggjort et forslag om fusion.

Tradition for tæt kontakt mellem andelshavere og bestyrelser
For at gennemføre sammenlægningen skulle der være 2/3-dels flertal blandt de fremmødte andelshavere på generalforsamlingerne.
-Og det flertal var der heldigvis på begge fabrikker, konstaterer en tilfreds Peter C. Petersen, der er formand på AKS.
-Vi er en branche med et usædvanligt tæt og velfungerende andelsdemokrati, og vi er vant til et stort fremmøde på vores generalforsamlinger og avlermøder. Men vi blev alligevel positivt overraskede over hvor mange andelshavere der valgte at møde op for at høre om fusionsplanerne og give deres mening til kende, erkender han.

Både økonomi og følelser på spil
Der var en lang og livlig debat på begge dagens generalforsamlinger. I følge AKM’s bestyrelsesformand Martin Arvad har andelshaverne i det hele taget stillet mange gode spørgsmål – også kritiske – til bestyrelserne i processen op til vedtagelsen.
-Man skal huske, at vi som andelshavere bliver stadigt mere økonomisk afhængige af vores kartoffelavl. Derfor er det vigtigt, at avlerne både har et godt kendskab til fusionen, og at de har tillid til, at bestyrelsernes forslag fremtidssikrer fabrikkerne bedst muligt. Det er dét, der i sidste ende skal sikre og styrke bundlinjen for avlerne.
-Desuden er både AKM og AKS traditionsrige andelsselskaber, som gennem generationer har betydet meget for engagerede kartoffelavlere i deres lokalområder. Så der er både følelser og økonomi i beslutningen om fusion, forklarer Martin Arvad.

Det rigtige tidspunkt til at pulje kræfterne
Det har selvsagt været en omfattende opgave at få skabt en fusionsaftale, der er god og fair for begge parter. Peter C. Petersen konstaterer, at der nu ligger en endnu større og meget spændende opgave foran både bestyrelser og ansatte: At starte processen med at gennemføre fusionsaftalen og samkøre de to fabrikkers produktion og administration.

Men Martin Arvad og Peter C. Petersen er enige om, at udgangspunktet og tidspunktet for en fusion er særdeles godt.
-Vi har nogle af verdens dygtigste og mest effektive kartoffelavlere, to af verdens mest moderne kartoffelmelsfabrikker og vi oplever stor og stigende efterspørgsel efter vores produkter på det globale fødevaremarked. Med fusionen kan vi i fællesskab stå bedst muligt rustet til kommende udfordringer, og dermed fastholde den positive udvikling for andelshaverne, slutter Peter C. Petersen.

Det nye selskabs bestyrelse vil blive valgt på AKD’s første ordinære generalforsamling i juni 2022. Indtil da vil bestyrelsen bestå af alle bestyrelsesmedlemmerne fra AKM og AKS. Peter C. Petersen er konstitueret som formand og Martin Arvad som næstformand i den midlertidige bestyrelse.

 

AKS’ bestyrelsesformand Peter C. Petersen besvarer spørgsmål fra salen på den ekstraordinære generalforsamling, der blev afholdt på Agerskov Kro.

 

Bestyrelsesformand Martin Arvad på talerstolen på AKM’s ekstraordinære generalforsamling, der blev afholdt i RemisenBrande.

Personligt log ind

Indtast dit personlige brugernavn og adgangskode for at få adgang til beskyttede nyheder og meddelelser
Log ind
Glemt brugernavn eller adgangskode?
Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og til statistik. Denne information deles med tredjepart.
Læs mere om cookies

LUK